Den førerløse bil & Dig
Google har været emne for en hel del overskrifter i det forgangne år, med deres selvkørende bil, den lille mariehøne-agtige fætter dér med koala-ansigtet som, ifølge Google selv, er ment som et seriøst bud på den autonome bil – de begynder at teste den på vejene i starten af 2015, og køretøjet kan være tilgængeligt på markedet inden for ti år.
Så lad os gøre, hvad vi før har gjort, og tage et kig på den formodede nærmste fremtids hypede teknologi, fra et menneskeligt oplevelses- og adfærdssynspunkt. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvad en selvkørende bil overhovedet er for noget, set fra et brugerperspektiv. Se engang på billedet – Google har besluttet, at deres robo-bil blot er en almindelig (kompakt) bil uden styregrej, men det er muligvis ikke den bedste ide. Man kan selvfølgelig sige, at den virker nuttet, og derfor får folk til at sænke paraderne (selvom man så også kunne indvende, at flere elbiler har forsøgt sig med dén taktik, men det var først, da vi så en elbil, der så ud som en rigtig bil, Tesla’en, at vi så betydelig succes), men hvorfor har den fremadvendte sæder og sidespejle?
Vil det ikke, på et underbevidst plan, lede bilens bruger til at tro, hun skal være opmærksom på trafikken (især hvis hun har kørt en almindelig bil før), og vil dét ikke komme i konflikt med det faktum, at hvis man ser noget, man betragter som en fare, så kan man ikke gøre noget – man kan observere, men ikke handle?
Risikoen ved denne designbeslutning er, at Google-bilen vil blive oplevet som en almindelig bil, hvor der er fjernet noget, folk har tillid til, d.v.s. rattet, og puttet noget ind, folk ikke har tillid til, nemlig en computer – også kendt som den ting på skrivebordet – eller i lommen – der for det meste fungerer upåklageligt, men Herren (eller rettere, en tilpas nørdet ven) hjælpe dig, når den ikke gør. Google kalder sit projekt et “moonshot”, men forskellen fra, hvad folk kender, kan blive oplevet som inkrementel, og dermed åbner man ikke folks sind for den dybere mening med projektet.
“OK”, siger du så, “og hvad vil du så foreslå, fyr der glemte sit kørekort da han skulle testkøre en Tesla?” – jaeh, altså, sagen er den, at en “selvkørende bil” er to meget forskellige ting, alt efter om den skal ud på vejen i morgen, eller om vi taler om de ting, der vil udgøre det meste af eller hele den personlige transportflåde i en fremtid, der ligger lidt længere væk.
Den første slags, som er det, Google ser ud til at være ude med, skal fungere i trafik, der overvejende består af biler med mennesker bag rattet, på helt almindelige veje. Det betyder, at bilen ikke kan drage fordel af sådan noget som at kunne kommunikere direkte med andre biler, og den skal også kunne agere blandt motorcykler, cykler, fodgængere, kæledyr og, ikke mindst, uforudsigelige chauffører – og i modsætning til en menneskelig fører kan bilen ikke i nogen meningsfuld grad betjene sig af øjenkontakt, eller aflæse kropssprog.
Med andre ord: Sådan en robo-bil er mindre et autonomt køretøj, og mere en sofistikeret autopilot. Dens største “pain point”, for så vidt angår om folk vil bruge den, bliver spørgsmålet om, hvad der sker, hvis der opstår en situation computeren ikke er programmeret til at håndtere – ting som nødbremser og nødrat har været foreslået, men i sådan en situation kan der være brug for at handle på brøkdele af et sekund, og hvis man ikke kører bilen, er man måske slet ikke opmærksom i det øjeblik. Under alle omstændigheder må dette emne adresseres, før folk vil føle sig trygge i sådan en bil.
Den anden slags minder mere om sådan en, Tom Cruise kører i i filmen “Minority Report”, og er mere en slags transportbånd med lædersæder, end det er en bil – denne slags transportmiddel vil være en del af et integreret netværk, en slags digitalt spor-terræn, og vil være helt autonom på vejen; du siger, hvor du skal hen, og så tager den sig af resten helt selv, for på dette tidspunkt vil vejen være bygget til bilen, og ikke til dig. Bilen vil kende vejene på en måde, du aldrig kan, ikke mindst fordi det digitale netværk vil være en betydelig, integreret del af dem begge.
Men i det scenario vil det være obligatorisk for alle biler at køre på det digitale net. Det vil sige, at bilerne vil være autonome, men ikke førerne – de vil være computerens passagerer.
Dette vil udgøre et enormt paradigmeskift i, hvordan vi ser på personlig transport, og sådan nogle er ikke nemme at komme igennem med, og så har vi endda ikke været inde på, at det også vil flytte ansvaret fra føreren til systemet, i det tilfælde noget går galt, et andet meget stort paradigmeskift.
For at opsummere: Udfordringen for den første slags robo-bil er, at den sandsynligvis stadig vil kræve en fører, der bestemmer og har ansvaret, mens udfordringen for den anden slags er, at føreren i dét tilfælde aldrig vil få lov at bestemme, heller ikke i en nødsituation. Google ved sikkert godt, at deres bil blot er en prototype, og forventer sig sikkert heller ikke mere – men som vi ser af blot disse få pointer, vi har været inde på her, så bliver det mindst lige så vigtigt at få styr på de menneske-centerede faktorer, som at løse de teknologiske udfordringer.
