“Det Intelligente Syn”
Jeg havde fornøjelsen af at deltage i et meget fint seminar den forgangne uge – “Synoptik Fonden” sponsorerede, hvad der var en vældig interessant forsamling, fokuseret på emnet “smart glasses” og, som en naturlig forlængelse deraf, “wearables” i almindelighed.
Begivenheden fandt sted på Den Blå Planet (hvis du får chancen, så tag derud – det er superfedt!) med lidt god mad, nogle lækre kager – og allervigtigst, med en masse vidensdeling, debat og inspiration omkring dette meget relevante, og dog ret vagt definerede og dårligt forståede emne, “wearable technology”, teknologi, man tager på.
Udvalget af deltagere spændte bredt, fra øjenlæger og optikere til teknologer og designere, til investor/innovations-interessenter – det var en explicit del af dagens workshop-del, at vi skulle prøve at komme omkring forskellige vinkler på emnet, og se det i lyset of forskellige omstændigheder. Jeg synes, vi fik berørt de fleste nøgle-issues omkring dette felt – og her er mine tanker fra dagen…
Det store dyr i åbenbaringen er selvfølgelig “Hvorfor”. Det vil sige, hvorfor “wearable”? Dette er kernespørgsmålet: Hvilke angivelige fordele er der ved at have teknologien på, til forskel fra at have den med? Man kan selvfølgelig næsten argumentere for, at visse mennesker allerede har deres smartphone “på”, og lægger den fra sig lige så lidt som man tager sine briller af – men hvorom alting er, så er der stadig en udfordring i at tale for tag-på-teknologi.
Det stærkeste felt er næsten helt sikkert sundhedssektoren – jeg tror, der var mere eller mindre fuld konsensus om dét på dagen. Ikke bare er det dér, teknologisk forstærkede briller kan hjælpe folk med diverse synsproblemer direkte, det er også et område hvor, for eksempel, muligheden for at have adgang til patientjournaler og behandlingsmanualer på stedet, uden at skulle fjerne hænderne, eller endog blikket, fra patienten, kan have enorm værdi for læger, paramedicinere og plejepersonale (for slet ikke at tale om for patienterne, selvfølgelig).
Det stærkeste argument for at have på i stedet for med er behovet for at have frie hænder, men stadig have adgang til teknologien (funktionel adgang, ikke bare i tasken/lommen) – og dette synes at pege på nogle ret specifikke brugs-scenarier. Eller, sagt på en anden måde, under den betragtning er “wearables” et værktøj, man tager og bruger til en specifik opgave, og derefter lægger fra sig igen – tag-på-barheden en feature, men ikke en grund til at have dimsen på hele tiden.
Det fører os naturligt til det næste spørgsmål, “Hvad”, altså hvad er tag-på-tech beregnet til? Dette er knap så klart – vi var heldige at have, som dagens keynote-speaker, Morten Just fra Google i San Fransisco, hvor han arbejder som designer på “Google Wear” (Google’s bud på et styresystem til “wearables” i bred forstand), og det var tydeligt at fornemme på hans tale, at der famles en del, også dybt inde på området.
Eller, for at sige det en smule mere direkte, det svinger vildt, fra det fuldstændig geniale til “Hvad pokker…?”. Til tider virker det, som om Google bevidst peger direkte på deres eget produkts irrelevans. Som at vise et billede som dette, med teksten “Det er Verden, der er Oplevelsen”, hvilket lyder, som om Google er fuldstændig klar over, at der er situationer, hvor de ikke hører til, men triumferende prøver at være til stede i dem alligevel.
Så enkelt er det imidlertid ikke; hvis vi bruger teknologien rigtigt, så kan den rent faktisk bidrage til, at folk kan nyde scener som denne. Måske ikke direkte på grund af deres tag-på-barhed, men tænk på alle de mennesker, der ikke kan slappe af på grund af “notifikations-bekymringer” – enten tikker der hele tiden noget ind, man føler sig tvunget til at reagere på, eller også gør der ikke, og så kan man stresse ud over, om folk er holdt op med at interessere sig for én etc…
Forestil dig et stykke teknologi, der hjælper med at løse det problem, som vi selv har skabt med teknologiens hjælp. Hvis man følger mine udgydelser her, så ved man, at det er præcis, hvad jeg mener, vi skal – “wearables” eller ej.
Det leder os selvfølgelig til spørgsmålet “Hvordan” – hvordan, rent teknisk, og hvordan, i konceptuel forstand. Et interessant aspekt, der kom op på seminaret, og som jeg selv i hvert fald ikke rigtig havde overvejet, var – takket være vore øjen-specialister – spørgsmålet om, hvordan ting som “head-up displays” (tænk Google Glass) eller immersion/augmentation-gadgets (som det “Hololens”-koncept, Microsoft netop har løftet sløret for) virker for folk med varierende øjenfunktion. Altså, alene i min gruppe på dagen brugte 4 ud af 6 personer briller – det er ret mange potentielle kunder at stryge den forkerte vej, hvis teknologien ikke virker for os.
Et andet væsentligt punkt er spørgsmålet om handlekompetence – se for eksempel på sådan en notifikations-assistent-teknologi, som jeg nævnte for et par afsnit siden. Skal sådan én lette presset på dig, brugeren, ved at træffe beslutninger for dig? Eller skal du stadig selv have dén rolle, men teknologien skal gøre det nemmere for dig at varetage den? Hvordan skal en computer vide, hvad vi vil, når vi ofte selv ikke ved det før bogstaveligt talt det øjeblik, hvor vi træffer beslutningen?
Måske denne handlekompetence, evnen til selv at træffe vores egne beslutninger, og det, at en beslutning står åben, til vi beslutter, den ikke gør, vil vise sig at være mere betydningsfuld end vi regnede med, hvis vi giver den fra os – men da vil det være en lille smule tættere på at være for sent, så lad os i det mindste prøve at finde ud af den slags på forhånd.
Jo, selvfølgelig talte vi også om opførsel og sociale forhold – en væsentlig del af, hvad der lagde Glass ned, var at Google ikke havde forberedt sig på disse ting, og ikke kunne håndtere dem, da de blev et problem.
Dette ser imidlertid ud til at være noget, der nok skal falde på plads, især nu, hvor Google har vist, hvor hårdt bagslaget kan være, hvis man ikke har styr på det. Derfor har jeg blot denne lille box om det – læs evt. her hvis du er interesseret i min vinkel på dén del af emnet
Også: Hvis man kan huske min artikel om Google Glass, så ved man, at én af mine hoved-anker i forhold til tag-på-tech er, hvis det bliver en undskyldning for at sænke barren for relevans – hør engang, vi tager ikke for få billeder, vi tager for mange, og vi har brug for hjælp til at opleve dem. Ikke til at organisere dem, eller søge i dem, eller kategorisere dem, men til at opleve dem. Du ved, det, der var grunden til at tage dem til at begynde med.
Alt det her skal ikke tages som tegn på, at jeg har en principiel modstand mod at tale med sit håndled, eller at jeg ikke ønsker mig mit eget Tony Stark head-up-display lige så meget som enhver anden fyr (for selvfølgelig ønsker jeg mig det, er du gal!?).
Jeg synes bare, at det er ret vigtigt, at vi gør en indsats for at ramme rigtigt, og jeg er glad for at være en del af samtalen omkring det.
En stor tak til vore værter: Brian Due, Eva Zeuthen Bentsen, Jesper Højbjerg Christensen og Signe Lavallee – til de rare og skarpe mennesker i min gruppe og på seminaret i det hele taget, og til Synoptikfonden for at gøre det muligt.
