Hvad mon Google egentlig tænkte?
Okay, så er det officielt, det alle teknologi-bruger-nørder har ventet på i årevis: – Google er begyndt at afvikle Google Plus.
Ikke at du får en fejl-404, hvis du prøver at tilgå siden nu, den lukker ikke ned foreløbig, men Google er begyndt at fjerne den obligatoriske kobling mellem G+ og deres andre services, startende med Youtube.
Det er et klogt træk. Særligt Youtube-Plus-tvangsforbindelsen er muligvis Googles mest hadede tiltag nogensinde, og må have kostet dem millioner i tabt omsætning i kraft af alle de YT-indholds-producenter, der af den ene eller den anden grund ikke havde lyst til at knytte deres videokanaler op på deres rigtige identitet, og som følte sig i dén grad skidt på.
Plus’ tvivlsomme praksis med at have næsen i éns Gmail-adressebog og indbakke, som man ikke så meget vidste, og bestemt ikke kunne huske man havde givet lov til, men indirekte kunne fornemme den gjorde alligevel, gjorde også mange utilpas, mig selv inklusive – sammenknytningen var helt generelt en rigtig dårlig idé.
Nu tror du måske, at det er det overskriften hentyder til – hvad mon de tænkte, da de besluttede at prøve at tvinge folk til at tøjre forskellige ikke-ligegyldige online-services til et socialt netværk. Det er det imidlertid ikke. På dette tidspunkt går mine tanker længere tilbage, og jeg spekulerer over, hvad man egentlig tænkte hos Google, da man skabte og lancerede Google Plus. Hvad havde man regnet med, der ville ske?
Hvad var planen, Google?
Så vidt jeg kan se burde de have opfanget lugten i bageriet allerede i G+’s første leveår, eftersom den eneste måde, hvorpå det kunne være blevet en succes, var hvis folk øjeblikkelig gav sig til at strømme til, antageligvis for at komme væk fra Facebook.
Hvorfor denne antagelse? Fordi FB på dét tidspunkt var grund-EN til at vi vidste, at folk gerne ville have et socialt netværk online – men G+ gjorde ikke noget markant anderledes eller bedre. Der var selvfølgelig detaljer ved brugeroplevelsen, der var lidt sejere, men andre var klart ringere, og ikke mindst det centrale løfte om “Cirkler”, som på en eller anden måde skulle være Facebook-grupper totalt overlegne, blev aldrig indfriet. Ipso facto, G+-brugere var nødt til at være folk, der gerne ville være på et socialt netværk, bare ikke Facebook.
Vil du høre min ydmyge teori? Jeg tror, Google begik en ingeniør-bøf. En kvantitativ fejltagelse. Jeg tror de så sådan her på det:
1. – kan vi bygge et socialt netværk, vi mener er Facebook teknisk overlegent? – svar: “Det kan du edderhyl’me tro!”
2. – vi har data, der viser, at folk elsker at være forbundet online, men at de hader Facebook – konklusion: hvis der fandtes et alternativ ville de komme styrtende
En fuldt forsvarlig data-dreven beslutningsproces. Problemet med den er, at den fuldstændig overser det adfærdsmæssige aspekt – det “hvorfor”, der ligger til grund for alle disse data. Google troede, at folk blev hos Facebook fordi de ønskede sig den tekniske løsning – et “socialt netværk” der var let tilgængeligt – og ikke kunne få den andre steder. Hvad de ikke forstod var at folk blev hos Facebook, på trods af alt brokkeriet og piveriet, fordi deres venner, endda deres familier, var der.
Et godt FB-feed kræver en indsats at bygge op og vedligeholde, selv hvis man ignorerer, at masser af disse online-venner også er venner, bekendtskaber, kolleger m.m. ude i den virkelige verden. Google gik simpelthen ud fra, at forbindelserne i et socialt online-netværk var meget mere overfladiske, end de i virkeligheden er. Det gør Facebook også, men det bliver det ikke mindre forkert af (som FB skiftevis har måttet sande og prøvet at ignorere, men det er en anden artikel).
Det er som at antage, at enhver ville forlade alle de mennesker, de har brugt hele livet på at lære at kende og knytte forbindelser til, og flytte til et andet land, hvis bare de fik et lidt bedre/billigere hus, samt en halvhjertet forsikring om, at alle de andre også snart ville flytte, sikkert, regner vi med… ville du gøre det?
Jeg ved ikke om min lille teori er rigtig. Jeg kan ikke bevise, at det var sådan man tænkte hos Google, da Plus blev fundet på, finansieret og bygget – og det er jeg heller ikke interesseret i. Det er dog værd at notere, at når man hører nogle af de indflydelsesrige Google-folk tale, f.eks. Astro Teller fra GoogleX, så lyder det ikke som om jeg er helt ude i hampen med min formodning. Misforstå mig endelig ikke, det er ubegribeligt seje mennesker, som jeg respekterer og misunder røven ud af bukserne – men de ser ud til at have en særlig måde at tænke på. Lad mig også forelægge, uden yderligere kommentarer, Google Wave og Buzz (plus en lang række andre projekter, du selv kan *fnis* google).
Hvad jeg ved er, at dette blot er endnu ét i en meget, meget lang række af tilfælde, der viser hvor meget fejl man kan tage, og hvor dyrt det kan være, hvis man ikke forstår sine brugere.
