Kontekst, sat i kontekst…

På et tidspunkt først i 90’erne sad Kevin Smith til et møde med film-producer Jon Peters omkring manuskriptet til en planlagt Superman-film, “Superman Lever”, Smith var blevet hyret til at skrive. Peters kom åbenbart lige fra at have set “Star Wars” – som på det tidspunkt var den stjerne, alle så op til for så vidt angik film-succes, den havde endda slået “Jaws” af blockbuster-pinden – og var af den opfattelse, at han trængte til lidt af denne SW-magi i sin Superman-film.

Specifikt, at den trængte til en R2D2-knock-off. Som han så på det, så var det den slags ting, der havde givet “Star Wars” sin succes, så hvis han kunne putte dem ind i sin egen film, så ville den også blive et hit.

Nu blev “Superman Lever” aldrig til noget, den døde i stilhed – omend ikke før man havde forsøgt at få Nic Cage til at spille hovedrollen, og at fjerne både superdragten og evnen til at flyve – så du har sikkert aldrig hørt om den. Du undrer dig sikkert over, hvorfor jeg fortæller dig dette.
Det gør jeg, fordi jeg gerne vil tale om Kontekst. Man behøver jo ikke engang være “Star Wars”- eller “Superman”-fan for at mumle “Hvad pokker…!?” for sig selv, når man hører om Peters’ tossede ideer (han ville også have, at Supes skulle slås med en kæmpe-edderkop, han havde noget med kæmpe-edderkopper – og ja, det var ham, der producerede “Wild Wild West”), de ting har gennemtrængt den almindelige verden så grundigt, at alle kender dem, i hvert fald godt nok til at undre sig over, hvordan nogen ville tro, at det var en opskrift på automatisk succes bare at tage noget fra den ene og proppe det ind i den anden.

superman-r2-sqr

For de fleste har en kontekst for det scenario. Man behøver ikke tænke “næh, det er søreme ikke logisk, fordi…” – man behøver blot have forståelse for at høre til, og ikke høre til.

Okay, så via det tidssvarende medium, popkultur, har jeg illustreret noget om, at jeg ønsker at tale kontekst – men hvorfor det? Well, jeg er jo ret interesseret i os mennesker, du ved, at forstå os bedre og bruge professionel empati, i bestræbelsen efter at lave bedre ydelser og produkter til os, og jeg tænker, at dette er noget, vi bør tale lidt mere om.

Inden for digitale ting bruger man ordet “kontekst” en del – for eksempel om kontekstuelt indhold og funktionalitet, og om at gøre gadgets (som smartphones) kontekst-følsomme og den slags.
Men jeg tror, vi skal have en mere generel opmærksomhed mod emnet, også uden for disse ret specifikke rammer, og det er fordi jeg tror, at vejen frem bliver via en alliance mellem dem, der gerne vil lave ting, og dem, man gerne vil sælge tingene til.
Jeg tror, at det nuværende trend med, at virksomheder forsøger at snige, snyde, dirigere, bestikke eller true folk til at bruge deres produkter, er en dille – det går over, og dem, der allerede nu er i gang med at tænke over, hvad der kommer bagefter, er dem, der til trives. Hvis man ser på det via trend/modtrend-logikken, så giver det mening at antage, at det nok bliver noget med at skabe virkelig værdi for sine kunder, og det kræver, at man forstår dem. Virkelig forstår dem, ikke passivt, som en lidenskabsløs observatør, der ser på stumper af dem gennem et mikroskop, men aktivt og empatisk.

I min foregående artikel handlede det om gamification, og dette er på en måde en videreførelse af den tankegang. Vi kan, og skal, bestemt se efter inspiration alle de steder, vi kan komme i tanker om – jeg har jo selv lige brug en Superman-anekdote til at introducere en semi-fagligt-agtig artikel om noget helt seriøst og virkeligt – men før vi bare griber noget et eller andet sted fra, og beslutter os for at møve det ind i noget andet fordi “alle elskede den dér ting det kommer fra”, så skal vi se på konteksten, på sammenhængen.

drivethru-fireman

der er dog stadig folk, der ikke helt har styr på systemet…

Og jo mere kompleks og/eller subtil, situationen er, jo mere opmærksomme skal vi være – én af måderne, kontekst kan række bagom og tage måsen på os er når vi, der arbejder med brugeroplevelse, prøver at inkludere brugerne, og sætter dem i lytte-laboratorier, beder dem udfylde spørgeskemaer, eller bare observerer dem passivt. Hver gang vi gør sådan noget, er vi nødt til at være ekstremt opmærksomme mod konteksterne – somme tider må vi endda abducere antagelser omkring dele af dem, vi ikke har adgang til – ellers kan vi risikere, at vores resultater bliver slået så skæve en af en eller anden overset detalje, at de rent faktisk er ubrugelige. Eller, med andre ord: Kontekst kan lave ged i vores forståelse af mennesker, selv mens vi er midt i at forsøge at lære at forstå dem bedre.

Dette er noget, jeg kan blive ved med at tale om – og det gør jeg nok også – men lad os, for denne gang, sige det sådan her: Dem, der fandt på at sælge mad til folk, mens de sad i deres biler, havde nok ikke haft den store succes med konceptet, hvis de havde forstillet sig at gøre det mellem køretøjer i bevægelse på motorvejen, og derfor ligger drive-in-restauranter i dag der, hvor de ligger.

Den var faktisk god, lad os tage den: Kontekst er for sindet, hvad fysisk lokalitet er for kroppen.