“Okay, Smartwatch”
Kan du huske, at jeg for lidt tid siden havde et indlæg, der hed “God ide, dårlig udførelse“? Det er OK, hvis du ikke kan, det bliver ikke brugt imod dig eller noget (selvom det også er OK, hvis du gerne vil læse indlægget nu – jeg venter imens), og det er ikke et must for dagens tekst – men i indlægget nævner jeg smartwatches som et eksempel på sådan et tilfælde af G.I.D.U.
I dag vil jeg gå lidt mere i detaljer omkring de bruger-relaterede problemer med sådan nogle.
Jeg kunne selvfølgelig remse en masse praktiske aspekter op, som man jo gør i anmeldelser, for eksempel Mat Honans og Christina Bonningtons over fra Wired, men på den anden side, de anmeldelser (og mange andre) findes jo allerede, og måske vil jeg gerne sige noget nyt om sagen, så jeg vil gerne åbne med spørgsmålet:
Hvad, mere præcist, er det meningen, vi skal se som user case’en for et smartwatch?
Jeg mener en overordnet bruger-case – en persona, måske, eller et scenario fra den virkelige verden, hvor det giver mening, på et højere end “pr. enkelt-handling”-niveau, at have et smartwatch på, end ikke at have det (specifikt: hvor det giver for nogle tusind kroner mere mening). Lad os for eksempel se på, hvad der – i mange anmelderes øjne – er den centrale funktion for et smart-ur: Notifikationer. Tankegangen er, at det muligvis er begrænset, hvor meget man kan udrette via et smartwatch, men det kan fungere som en slags notifikations-hub, så man slipper for at trække sin smartphone frem eller, gud forbyde det, gå hen til sin computer.
Hvilket leder mig til at spørge: Hvad tror smartwatch-designere egentlig, notifikationer er til for? Hvad forestiller de sig, folk skal med dem? For det ser ud, som om de tror, at notifikationer er noget, der skal ryddes af vejen med mindst mulig indsats, men kommer det ikke an på en hel masse ting, der intet har at gøre med notifikationen selv?
Jeg har haft en personlig bøf med smartphones, siden de blev almindelige, med hensyn til hvordan nogle mennesker føler sig fristet til at behandle emails af sådan et apparat – specifikt, hvordan jeg hader at sende en eller anden seriøs email, og så få et svar, der ser nogenlunde sådan her ud:
Hejsa – jeg har set din email, vender lige tilbage til dig når jeg er tilbage på kontoret, jeg er ude og køre lige nu
Sendt fra min iPhone
En notifikation er noget, der frister én til at åbne beskeden og svare på den, på trods af, at man egentlig ikke gør, hvad den fordrer, og altså ikke udretter andet end at fjerne den fra “ulæste”, så man kan være forholdsvis sikker på, at den er gået i glemmebogen, når man er tilbage ved skrivebordet, og så skal jeg skrive til dig én gang til…
I dette tilfælde hjælper teknologien én med at opbygge en illusion om, at man har taget sig af sine to-do-punkter, når man reelt ikke har gjort det – tror du, den slags bliver bedre eller værre, hvis man får notifikationerne på en armbånds-gadget, der tilbyder endnu mere indskrænkede muligheder for rent faktisk at gøre noget meningsfuldt ved ting?
“Puha, sikke et arbejde…” *post*
En anden ting er de fysiske aspekter af at bruge denne dims – her rammer vi en anden formodet fordel ved smartwatches (og et argument, der også bringes frem af Google Glass-proponenter): Det frelser én fra besværet ved at tage sin smartphone frem og låse den op osv.
OK, men er vi nu også sikre på, at vi erstatter dette “besvær” med noget, der er mindre besværligt? Jeg mener, man kan jo f.eks. ikke betjene et smartwatch med kun én hånd – enten skal man have den anden hånd over for at swipe m.m., eller også skal man blande sin stemme ind i det. Til gengæld kan man for det meste tage en smartphone frem, låse den op, og tjekke det, man ellers ville have tjekket på smart-uret, med én hånd, og behøver først tage den anden hånd i brug, hvis man rent faktisk skal til at gøre noget (se også det foregående punkt).
Og angående den der stemme-ting – det siges, at stemme-interfacet faktisk fungerer rimelig godt, man kan udføre simple handlinger via stemme-kommando, og bruge tale-til-tekst til at forfatte svar på beskeder, men det siges også, at det kræver rimelig rolige omgivelser; maskinen har lidt svært ved at fourier’e det, du siger, ud af baggrundsstøjen i en overfyldt restaurant eller en travl gade.
Det er faktisk et temmelig specifikt scenario; en besked, der er kortfattet nok til at man kan læse den på en mikro-skærm, og som også kun kræver et kort svar (for man kan ikke korrekturlæse, så det er usandsynligt, man gider formulere sig i lang-hed), som man kan forfatte “on the go”, men ikke mens man kører bil, for lad være med det, og heller ikke nogen steder, hvor der er for megen støj. For ikke at nævne, at det vel er meningen, at smartwatches skal udbredes og blive allestedsnærværende, hvilket jo så desværre betyder, at ethvert offentligt område, hvor der er stille nok, bliver overrendt af smartwatch-brugere, og nu er det så dem, der bidrager med støjen…
Lad os lige løbe gennem et par punkter mere, før jeg løber tør for plads eller, mere sandsynligt, din tålmodighed:
– smartwatches formodes at overtage løsningen af nogle af det moderne tech-livs simplere opgaver, men her støder vi an mod et alment brugeroplevelses-princip: Løsningen af en opgave må aldrig blive mere kompleks end opgaven selv – lad os kalde det “Storm P.-maskine-theoremet” fra nu af. Eller lade være, men princippet er ret vigtigt at huske, synes jeg.
– Oversharing – forestil dig Facebook- og Twitter-apps på smart-ure, så folk kan få endnu mindre kontrol over, hvad de deler, og barren for at beslutte at dele ting kan sænkes endnu mere. Der er bare ingen måde, hvorpå det ikke vil give bagslag, og ikke kun for brugerne selv; de vil skyde skylden på teknologien efter et par rigtig uheldige, alt-for-nemme delinger, de fortryder, og det vil ikke være ganske ufortjent, al den stund forretningsmodellen bag disse ure vil være baseret på at få folk til at bruge dem til så mange ting som muligt, uanset om det giver mening eller ej. Man kunne kalde det “hvis man vil sælge folk en hammer må man overbevise dem om, at alting er et søm”-princippet (eller noget i den retning).
– Tjek disse to billeder, og tænk på: – at den til venstre har tre klik-bare items, og kan formodentlig scrolle, på en skærm der kun er ca. dobbelt så bred som din fingerspids – og ur/vejrstatus-kombo’en til højre fungerer kun, når viserne er over klokken-tre-klokken-ni-linien.
Jeg går selv med et gigantisk Nemesis-ur, på trods af at jeg har et udmærket kronometer i min mobiltelefon, så det er ikke noget med, at jeg har noget imod at gå med ting om håndleddet, selv hvis funktionen er lidt overflødig, men alligevel må jeg sige, at jeg finder use case’en for et smartwatch temmelig tynd på nuværende tidspunkt. Mit gæt er, at vi bare ønsker os at føre en samtale med vores håndled, som David Hasselhoff i “Knight Rider”, fordi vi synes det ville være sejt, og det er jeg med på.
Men jeg synes også, at når vi kan så mange ting, og allerede har gjort så mange ting, så burde vi have dristige ambitioner for vores teknologi, også på forbruger-niveau – vi burde anstrenge os for at lave ting, der er så overskueligt fede, at vi stadig tænker “Hvordan kunne jeg nogensinde leve uden…?”, længe efter nyhedsværdien er forsvundet.
Med smartwatches, well, dér synes jeg bare slet ikke, vi er.
