Talkback: Ja, Sergey Brin – og nej.
Dagens emne: – hvis man laver et nyt og anderledes produkt, og har al mulig grund til tro, det kræver en varm og overbevisende introduktion at få folk til at synes om det, har det så en mulig betydning for bruger-accepten, hvis man kommer til at antyde, at produktet hviler på et uattraktivt fundament, rent konceptuelt?
Plus, under-emne: – kan man være CEO i ét af verdens største og rigeste firmaer, og have adgang til stort set ubegrænsede ressourcer, og have haft helt fri forberedelsestid, og så alligevel stå og trampe i spinaten som en særligt uheldig nybegynder (eller sagt på en anden måde, er det vigtigere, hvad du siger, end hvem du er)?
Case in point, denne lille video, som du lige skal se først – thi det er den, dagens Talkback handler om, og den varer kun 7 minutter, og så er den også ret interessant:
Hvassirduså…? Men lad os sige pæne ting først – Google Glass er et dristigt probjekt, og opgaven at klistre en smartphone fast til ansigtet er indtil videre løst rimelig elegant. OK, ikke superelegant (de pæne ting slap hurtigt op, det indrømmer jeg).
Men vi skal jo til det: – Brin spørger “Hvorfor Google Glass”, og så giver han os det værst tænkelige svar. Han starter med at “rollespille” en situation, hvor han afbryder en samtale for at tjekke beskeder på sin telefon, og han antyder kraftigt, hvor ufedt dette er – og så slår han fast, at Google Glass er svaret på det problem, snarere end at være lidt mindre en narrehat (for groft, synes du? – så prøv at huske sidste gang nogen gjorde præcis det over for dig – de fleste hader det mindst lige så meget som den ufatteligt irriterende “lige et øjeblik”-finger).
Med andre ord ønsker Brin at mase disse allerede alt for påtrængende beskeder, der forfølger os overalt, direkte ind mellem dig og den person, du står og taler med. Det er et interessant syn på, hvad man forestiller sig, mennesker vil have – lad os huske på, at Google’s motto er “Don’t Be Evil”, deres logo hedder en Doodle, de gør i det hele taget en del ud af at virke venligtsindede, for deres forretning afhænger af, at vi i rimeligt omfang stoler på og kan li’ dem. Det taget i betragtning skulle man tro, Google gerne vil give dig, brugeren, noget, der vil gøre dit liv bedre (som de også har gjort før, med Google Search og Gmail) – men selv blandt gadget-freaks skal man lede længe for at finde nogen, der synes, det er nogensomhelst form for forbedring af noget at tjekke beskeder midt i en samtale.
Kort sagt, så tror jeg ikke jeg strammer den, hvis jeg siger at meget få om nogen mennesker har gået og ventet på noget, der kunne gøre det 21. århundredes syndflod af bippende og dyttende beskeder endnu mere påtrængende.
Senere fortæller han os om sin drøm om en verden, hvor søgeord ikke er nødvendige, fordi den information, man skal bruge, altid bare er der – kombineret med Glass må vi konstatere, at han ikke mener “- når man søger informationer”, men bogstaveligt talt ALTID.
I tilgift til at være noget af en misforståelse af, hvordan mennesker fungerer, så er der i sandhed ingen version af en tilværelse, hvor “aldrig at stille et uventet spørsmål” lyder attraktivt, eller overhovedet som noget andet end en eller anden hjernevasket kult-situation.
Brin fortsætter med at tale om at fotografere oplevelser, han ikke ville have taget sin smartphone frem for, hvilket mere end antyder, at Glass er beregnet til at sænke barren for relevans. Igen, jeg tror ikke rigtig, det adresserer et problem særlig mange, om overhovedet nogen, mennesker slås med, eftersom telefonkameraer for længst er holdt op med at være en gimmick og blevet til rigtige kameraer, men der er et andet lag i det, som er endnu værre: – han bruger sin familie som eksempel, og står altså på en kæmpe scene foran hele verden og annoncerer, at hvis han skal til at stikke hånden helt ned i lommen og hente sin telefon, så er et snapshot til erindring om dem altså ikke alt det åbenlyst hårde arbejde værd. Han siger ikke , at han ikke ville have kunnet nå at få den frem, hvilket med lidt god vilje måske kunne have været relevant for nogen, på trods af at alle har et megapixel-kamera på sig altid.
Til sidst runder han sin lille salgstale for Glass af med at gentage sin åbnings-pointe om, at formålet med aggregatet er at lade ham beholde sin nervøse vane med at tjekke beskeder lige op i ansigtet på de mennesker, han er sammen med. Han pointerer endda, at dette er særlig smart, når man ikke er alene.
Jeg tror ikke, Sergey Brin er en specielt horribel person, men det forbløffer mig i høj grad, at han ikke kan høre (og at ingen har fortalt ham) at den persona, han beskriver som Google Glass’ raison d’etre helt afgjort lyder som én. Jeg mener, en person, der stirrer tomt ud i rummet, mens man taler til ham, som ikke bryder sig om at tænke én original tanke, og som ikke gider forskaffe sig mindelser om sine nærmeste, hvis han skal bevæge nogen som helst kropsdel andet end munden for det – lyder det som en fyr, du har lyst til at identificere dig med…?
Lad os lige slå fast, at “wearable tech” i en eller anden form sandsynligvis er uundgåeligt, og det kommer også til at vise sig særdeles fordelagtigt i det rigtige applikationer – Glass er et pionérprojekt i den retning. Jeg kan huske, at jeg selv arbejdede på et koncept omkring noget lignende tilbage i 2007, så jeg har ikke nogen grund til at påstå, det er en universelt ringe ide eller noget, og nogen skal jo lave det første Cugnot-mobil og brase ind i en mur, før andre kan bringe idéen videre og gøre den cool. Det er dristigt af Google at tage emnet seriøst og bruge en masse penge på det.
Men burde det ikke handle om, hvordan vores nye ting og innovative opfindelser skal være med til at hjælpe folk og gøre verden bedre? – eller, som absolut minimum, burde vi ikke have bedre salgstaler for dem end “gør det supernemt at være en båtnakke”?
