Talkback: Musik, læring, nudging & flyvespark
I denne udgave af “Talkback” skal vi kigge på nogle af implikationerne fra Discovery-artiklen “Learn Mad Skills With Superhuman Speed“, som handler om at bruge teknologi til at lære hurtigere.
Hvad der står, i korte træk, er at hvis vi kan bygge “wearables”, der fysisk kan inducere os til for eksempel at bevæge fingrene i en bestemt rytme og rækkefølge, så kan vi, i dét eksempel (som er fra artiklen), lære at spille klaver, og vi kan lære det meget hurtigere end på den almindelige måde. Måske, antydes det, kan sådanne gadgets også hjælpe med sproglig indlæring, for eksempel braille-maskinskrivning eller stenografi.
Artiklen kildrer min “det er jo interessant – men…”-sans – på den ene side virker det, som om piano-handsken er nogenlunde det samme som hvis en klaverlærer holdt sin hånd oven på elevens egen hånd, og så “spillede” melodien på hans/hendes fingre, og så skulle man bare følge med, men på den anden side – altså, jeg er en slags musiker, og har modtaget undervisning fra både klaver- og guitar-lærere, og jeg faktisk ikke sikker på, nogen af dem ville ønske, at jeg lærte på den måde.
De ville sandsynligvis meget hellere have, at jeg lærte at internalisere musikken, at føle og forstå den, og at udtrykke denne indsigt, denne følelse, gennem instrumentet, end at jeg blot lærte at kopiere den efter diktat.
Det er faktisk også muligt, at artiklens henvisning til “muscle memory” eller muskel-hukommelse er irrelevant; i virkeligheden ved vi ikke sikkert, om den slags hukommelse (der i øvrigt ikke sidder i musklerne, selvom det lyder sådan – det er en form for hukommelse, der er forskellig fra den explicitte, men den sidder stadig i hjernen) opbygges gennem simpel, sanseløs gentagelse af fysiske bevægelser – vi ved bare, at det sommetider føles sådan, når man øver sig. Den kognitive internaliserings-proces kan stadig sagtens vise sig at være af stor betydning for disse “muskel-minder”, og hvis det er tilfældet, så får man ikke det samme resultat, hvis man omgår den, som hvis den er med i forløbet.
Ved mine forfædres ånder – hvis jeg hører “wax on, wax off” én #$@&%*! gang til…
Med andre ord: Det kan vise sig, at der er en grund til, at alle kampsports-film viser en eller anden Daniel-San, der sammenbidt kæmper sig gennem alle de hårde og kedelige øvelser igen og igen, men stadig først opnår sandt mesterskab, når han forstår de visdomsord, gamle kung-fu-mestre altid udspyr ind mellem alle træningsmontagerne – som regel er skurken i sådanne film netop ham, der var superfokuseret gennem al den fysiske træning og acede den totalt, men som aldrig fattede visdomsordene, og han ender altid med at få røven på komedie. Ikke verdens mest subtile æsop, men måske en, der har en kerne af sandhed i sig.
Men så er der også artiklens antydning af sprog-relateret læring – og dér må vi vel sige, at forskellen på udenadslære og forståelse kommer ind i billedet. Jeg kan for eksempel blind-skrive på et tastatur, og ved derfor af erfaring, at når man skal lære det, så drejer det sig om at lade sine øjne følge en tekst og kopiere den ned via sin skrivemaskine; at forme ord, for slet ikke at tale om at forstå indholdet af teksten, gør bare én langsom.
I virkeligheden er det sandheden om disse speed-reader-apps, der fik nogle lignende “bliv superhurtig!”-overskrifter for ikke så længe siden, men set fra den anden side – det viser sig jo nemlig, at læse-forståelsen ryger helt i skoven, når man bruger disse metoder. For skal man forstå, må man sætte farten ned, præcis som med maskinskrivning.
Nu siger artiklen jo ikke noget direkte om sproglig indlæring med disse eller lignende teknikker – men jeg følte alligevel, jeg måtte sige noget om det, især fordi Thad Starner, Google Glass’ tekniske leder og manden bag lære-handsken deroppe, også er involveret i at indlære ting som tegnsprog. Som, lad det endelig være sagt, er yderst prisværdigt, og væsentlig bedre end noget, jeg har været involveret i på det seneste – men jeg føler stadig denne trang til at nævne, at det er vigtigt ikke at fokusere på meget på at gøre læring “effektiv” fra et teknisk synspunkt, at hele pointen med at lære noget lider under det.
Jeg synes, denne form for læring minder mere om nudging – om hvilket vi jo ved, at effekterne har det med at forsvinde ret hurtigt (eller sommetider øjeblikkeligt), når man “slukker” for nudge’et. Det er faktisk en af styrkerne ved den metode, hvis man bruger den rigtigt – men måske er læring bare ikke det område, hvor den egner sig allerbedst.
artiklen fik mig også til at tænke på denne scene fra den nye Robocop-film, hvor en guitarist får et par nye, kunstige hænder, der er så sofistikerede, at han kan spille igen – men de virker ikke, hvis han bliver for emotionel… en ret elegant lille reference i retning af de mere subtile aspekter ved menneske/maskine-interfacing, især for en popcorn-film fra Hollywood.
