Talkback: Teknologisk udvikling og brugerperspektivet
Når du læser den overskrift, tænker du højst sandsynligt at dette handler om bruger-interfaces, måske hjemmesider og webshops og apps, og hvordan sådan nogle – er du sikker på jeg vil hævde – burde afspejle brugernes behov.
Og det har du også ret i, det hævder jeg – men vidste du, at også de mere ingeniør-agtige dele af teknologisk udvikling famler en del mere end de måske behøver på grund af manglende inddragelse af det menneskelige perspektiv?
Dette bringer os frem til det, denne artikel er en “Talkback” til – nemlig denne artikel i Variety, “Inside Netflix’s Plan to Boost Streaming Quality and Unclog the Internet” (det er endda en “Exclusive”, hvad der så ligger i det). Den fortæller om hvordan Netflix, hvis indhold efterhånden står for 30-35% af alt internetforbrug i USA på de mest travle tidspunkter, arbejder på at nedbringe behovet for båndbredde gennem tekniske forbedringer.
I denne omgang springer vi let hen over påstanden, at “nye markeder kræver høje opløsninger” – nej, for hvis man hidtil ikke har haft lovlig og/eller stabil adgang til gode film, vil man højst sandsynligt være mere interesseret i bibliotekets dybde og bredde end i pixel-værdier – og gå direkte til denne åbenbaring:
“i 2011 gik det op for de ingeniører, der laver Netflix’s video-algoritmer, at de ikke burde anvende de samme indkodnings-regler på [tegneserier og blockbuster-actionfilm]”
Tilsyneladende er det først i 2011, at det går op for Netflix – der på dette tidspunkt har været i streaming-branchen i fire år – at der er forskel på, hvad der præsenteres på skærmen, alt efter om man ser et afsnit af “My Little Pony” eller “Avengers”. Indtil da var normen, ikke bare hos Netflix men i hele taget inden for digital videokompression, at man registrerede båndbredden hos modtager og valgte en opløsning, der over en kam var valgt til at passe med dén båndbredde, uafhængigt af hvilken slags indhold der var tale om – en MLP-tegneserie og en Michael Bay-eksplosionsfest fik samme behandling.
På en måde minder det lidt om at beslutte hvad for noget mad en person kan tænkes at synes om, baseret på størrelsen af deres mund. Og selv hvis man ikke er enig i dén sammenligning, så vil man sikkert vedgå, at enhver kunne have fortalt disse videoingeniører, at der er forskel på hvad der foregår på skærmen mellem disse to slags indhold:
det er en lidt simpel parallel, men prøv at forestille dig at computeren er maler – hvilken af disse tror du kræver flest penselstrøg?
Hvis nogen var kommet på at spørge “hvad ser seeren egentlig?” kunne vi have fået den idé at basere video-kompression på at levere en konsistent brugeroplevelse for år, måske ligefrem årtier siden, i stedet for at hænge fast i en leveringsmodel baseret på en teknisk begrænsing, der fortsat ikke siger den gennemsnitlige forbruger en pind. Har du bemærket, hvor lidt online-video-oplevelsen egentlig er blevet anderledes, for ikke at sige bedre, siden starten af 00’erne, til trods for at man nu kan få HD-Youtube-men-kun-når-det-er-tilgængeligt-og-du-har-båndbredde-nok? Det ser ud til, at det nok er fordi ingen har arbejdet på dén del af opgaven før.
Det er måske værd at bemærke, at præcis de overvejelser blev gjort, dengang telefonen begyndte at brede sig. Faktisk blev store dele af moderne informationsteori grundlagt via undersøgelse af spørgsmålet om, hvad det vil sige, at en modtager – det vil sige en person – modtager et givent “signal”. Det er endda herfra, begrebet “båndbredde” stammer (oprindeligt “kanal-kapacitet”). Endnu en grund til at undre sig over, hvorfor det samme ikke er sket inden for video-levering.
Nu har Netflix så en udfordring med at finde ud af, hvilken kompression de skal bruge på hvilket indhold, men måske kan det også hjælpe dér at rette opmærksomheden mod brugeroplevelsen: Har du nogensinde bemærket, hvordan videoklip af og til “hakker”, hvis der pludselig er meget bevægelse på skærmen, f.eks. en eksplosion, eller et slagsmål, eller bare en masse hurtige kontrast-skift, sådan noget som hurtigt forbikørende trafik? Meget mærkeligt; videoen kører fint, og så pludselig fryser og hopper den når der sker noget. Hvad dette fortæller os er at computeren allerede “ved”, hvilken slags scener og indhold er mest krævende – den “lægger mærke til det” i form at disse performance-spikes.
– og gå udenfor en gang imellem; opløsningen er fremragende derude – også når der sker noget…
Det kan man se blot ved at være opmærksom under afspilningen, så det kunne se ud til, at alt Netflix behøver at gøre er at skrive et program, der registerer disse spikes – det kan sikkert gøre det under almindelig forbruger-streaming, så de behøver ikke engang lade programmet køre hver eneste titel for at analysere den.
Den sidste del dér passer måske ikke helt; jeg er specialist i mennesker, ikke i teknologi – men jeg står fast ved min pointe, og min pointe er at der er betragtelige fordele at hente ved at inddrage bruger/kunde/seer/menneske-oplevelsen.
Tænk over det – hvilken virksomhed ønsker ikke at være på forkant i sin branche? Brugeroplevelsen er et perfekt sted at starte.
