Timing og interaktion
Du har sikkert hørt om, at mennesker har fem sanser – det vil sige synet, hørelsen, lugtesansen, smagssansen og følesansen, ikkesandt? Een, to… ser nogenlunde rigtigt ud.
Men vi har faktisk en del flere end dem, og selvom der stadig er masser af videnskabelig debat om, hvad det så er for nogle, og hvordan man definerer dem, så er dette præcis den slags viden om mennesket og vores måde at fungere på, der er superinteressant, når man arbejder med brugeroplevelse og -forståelse. Hver eneste lille bid, hver eneste nuance af vores billede af verden omkring os, eller vores oplevelse som man siger i faget, er takket være én eller flere af vores sanser.
I dag vil jeg tale lidt om en, du muligvis ikke engang tænker på som en sans: Tid.
Når man ser bare en lille smule efter, opdager man, at tid og timing er ekstremt vigtig for stort set alting, vi foretager os – selve dette at have en oplevelse er i sig selv afhængig af, at alle indtrykkene fra vores forskellige sanser er synkroniseret, og også passer med vores sindstilstand i real-tid.
Hvis det lyder indviklet, så er det fordi det er det; man ved ikke engang hvordan vi gør det. Men lad os se på nogle lidt mere overskuelige effekter af tids-parameteren. Hvis du bor i det 21. århundrede, så bruger du sommetider en web-browser til at logge på en eller anden service (hvis du ikke bor i det 21. årh., så er jeg ikke sikker på jeg kan hjælpe dig…) – og så har du sikkert også oplevet, at din browser spørger, om den skal gemme dit brugernavn og password.
Prøv at huske, sidst det skete – hvornår spurgte den? Var det før du rent faktisk var inde på service-siden, men efter du klikkede “Log ind”? Sandsynligvis, for det er p.t. stort set alle browseres default-måde at gøre det på – men det er jo ikke det rigtige tidspunkt at spørge på, vel? Du kunne jo have tastet forkert (især passwords kan drille, selvfølgelig), og så er det jo dumt at gemme oplysningerne. Især da set i lyset af, at nogle browsere ikke er særlig gode til at rette den slags; man kan ende med at skulle have et mini-slagsmål med sin browser og dens gemte, forkerte info, hver gang man skal logge på fremover.
Firefox, der ellers er en god browser, er måske særligt hjemfalden til kritik for dette; i tidligere versioner spurgte den nemlig først efter man var inde, men på det seneste har man altså erstattet den gamle, korrekte adfærd med den nye, forkerte. Fy.
Det er da småting, ja, men der er masser af irritationsmomenter her i det omtalte 21. århundrede – ved siden af en masse helt vildt belejlige og smarte ting, selvfølgelig, men det er jo ikke i sig selv nogen grund til at skabe flere af irritationerne, særligt den slags, der nemt kunne undgås. Du ved, for brugeroplevelsens skyld.
“- jeg skal fortælle dig hvorfor ikke, så snart du skrider fra mit åsyn og lader mig besøge den 吸牛 hjemmeside!”
En anden én, du sikkert har oplevet, er noget mere irriterende: Popup’en.
Der er tale om måske den allermest afskyede af alle webdesign-features, og selvom de ser lidt anderledes ud i dag, så er den grundlæggende virkemåde den samme: Noget, man ikke har bedt om, popper op og kræver, at man foretager sig et eller andet, før man kan komme videre med, hvad man lavede.
“OK, det er da nederen”, tænker du måske, “- men hvad har det med timing at gøre?”. Well, jeg hentyder til en bestemt afart af popups – nemlig den slags, der kommer op for at bede dig om din mening om en hjemmeside, som pop-up’en forhindrer dig i at besøge.
Der er bonuspoint, hvis det sker på en hjemmeside, du aldrig har besøgt før, hvilket det ofte gør – og anklagen gælder for øvrigt også hvis, som i eksemplet her til venstre (eller herover – yay responsivt layout), man bliver spurgt, om man f.eks. vil abonnere på et nyhedsbrev. Altså, et nyhedsbrev fyldt med ting man ikke ved, om man er interesseret i, før man har klikket på den størst mulige NEJ TAK-knap og er sluppet af med den forbandede popup, som forhindrer én i at finde ud af det.
Det er forhåbentlig ikke nødvendigt at forklare, hvorfor det er en skidt ide at bede om folks mening om noget før de har prøvet det. I særligt uheldige tilfælde kan man sagtens skræmme en potentiel kunde helt væk med en dårligt timet popup.
Det sidste eksempel, jeg vil nævne, er knap så specifikt, i hvert fald på overfladen; det sker ikke i en speciel sammenhæng eller på en bestemt måde – men du ved, når det sker, og du har sandsynligvis oplevet det i dag: Den lidt-for-langsomme respons. Den kan forekomme på utallige måder og i utallige sammenhænge, men du kan sikkert genkende den som svarende til, at man trykker på en lys-kontakt, og så sker der ikke noget, og så ved man øjeblikkelig, at der er noget, der ikke virker som det skal.
Men når det sker med en lyskontakt, så vil de fleste gå ud fra, at pæren er gået, og enten gå i gang med at skifte den, eller ignorere problemet – irriterende, sandt nok, men i det mindste ved man med det samme, hvad der højst sandsynligt er i vejen, og hvad man skal stille op.Så enkelt er det ikke med stort set alt, der bare en smule mere avanceret end en lyskontakt – det kunne sådan set være en af disse moderne, digitale lyskontakter, men måske er en mere velkendt variant elevatoren med touch-knap, især de lidt ældre modeller. Hvor mange gange har du taget dig selv i at trykke mere end én gang på sådan en, usikker på om den har “mærket” dig, eller om den er i uorden?
Så prøv at tænke på din computer, eller endnu mere, din smartphone – har du nogensinde trykket på en knap eller prompt, hvorefter du har tilbragt alt fra sekunder til halve og hele minutter med at forholde dig til spørgsmålet om, hvorvidt den er langsom, i stykker, ikke-responsiv, eller bare hader dig personligt?
Denne variant af tids-issues er ikke nær så nemme at adressere som de øvrige eksempler, men den er til gengæld ret velegnet til at understrege, hvor stor betydning timing har for brugeroplevelsen – det er måske den væsentligste enkelt-faktor at forholde sig til, ved siden af den taktile dimension.
(og selvfølgelig kan vi ikke altid undgå ting som forsinkelser, load-times o.a. ting, der tit er involveret i timing-overvejelser – men når vi har minimeret dem mest muligt, er der stadig tilbage at forholde sig til, hvad den rest, man ikke er herre over, betyder for brugeren)
Men lige som det taktile er den nem at overse, især når vi taler om meget små nuancer – så skal vi ikke skrive os bag øret, at… jeg tror bare, jeg lader vovsen sige det:
