Er det virkelig slut med Youtube?

Nej, det er det nok ikke – men der er en hashtag: #youtubeisover

Jeg skriver lige en lille, hurtig én om dette, for det har at gøre med de ting jeg laver, som relationen mellem virksomheder, publikum og annoncører, brugerens “value proposition”, at forstå sit publikum m.m.

Det der sker er, at Youtube justerer sin praksis for “indhold, der regnes for uegnet til reklamer”. Vistnok. YT’s praksis er notorisk ugennemskuelig – men de har udsendt en meddelelse.

youtube-logo-wb

Meddelelsen refererer til ting som “indhold med seksuelle hentydninger” og, særligt bemærkelsesværdigt, “upassende sprog”, og politikken har resulteret i, well, i at det nævnte hashtag er opstået, men også i nogle temmelig grinagtige “flaggings” – for eksempel har den populære kanal Vlogbrothers fået en video med titlen “Grønsager, der ligner penisser” markeret som upassende. Indholdsproducenterne er imidlertid lige så bekymrede nu, som de var dengang Youtube introducerede den obligatoriske forbindelse til Google+, som man senere valgte at rulle tilbage. Grunden til bekymringen er, at for enhver der laver noget andet end blødt, pænt indhold med vaniljesmag ligner dette den slags ting, der kan presse producenterne til at censurere sig selv. Eller finde andre platforme – eller helt holde op med at lave indhold.

Jeg tror Google (som jo ejer Youtube) er i fare for at begå nogle fejltagelser her, og jeg tror, at det – igen – er på grund af manglende forståelse for deres brugerbases “value proposition”.

Vi kan gisne om, at de ser på, hvad der er mest populært på platformen. Når Google kigger på sine mest sete videoer og de mest populære kanaler, så ser de overvejende musikvideoer. Konklusion: Youtube er en “easy listening”-platform (i begge betydninger; det er ikke ligefrem Chaikovskij, der streames), med lidt nuttede dyr og lette memes drysset ud over. 

Psy-Gangnam-Style

Denne “mest populære”-tilgang er ret udbredt, men den kan være meget vildledende.

Lad os se på lidt matematik. Yay.

Den mest sete video nogensinde på YT er Gangnam Style med ca. 2,6 milliarder views. Hvis vi forestiller os, at den fik dem alle i løbet af en måned, ville det være omkring 88 millioner views om dagen. Ret imponerende – indtil man ser, at Youtube har over 4 mia views om dagen i gennemsnit. Det vil sige, at hvis vi presser alle tiders mest populære videos views sammen i én måned, så udgør den stadig kun omkring 2% af det totale antal. Hvis Youtube’s ti mest populære videoer alle peakede i den samme måned, ville de stå for mindre end en femtedel af platformens trafik – selv hvis Gangnam Style fik alle sine views på én dag ville det stadig kun være lidt over halvdelen.

Og det er ud over det faktum, at musikvideoer er den slags indhold, der får mange gentagne views inden for en meget kort periode (igen, vi taler om hitliste-pop) – og de fleste af disse “views” er i virkeligheden lytninger.

Det kontra-intuitive forhold her er, at “mest populære” er en minoritet. I dette tilfælde kan man hurtigt få øje på, at der er en “lang hale” af indhold, der starter lige under disse øverste få procent, og en helvedes masse af det (hovsa, nu bliver jeg nok flagget) er vildt upassende ifølge de omtalte standarder. Tag kanaler som de populære Screen Junkies, hvis bandeords-fyldte “Honest Trailers” har 140 millioner views til sammen. Faktisk er en hel masse film- og spil-anmeldelses-kanaler populære specifikt fordi de tager bladet fra munden og fyrer den af – lad os være ærlige; hele “mainstream”-miljøet er så oprenset og nydeligt (Deadpool til trods), at det er en ting i sig selv at sige “Fuck” ad det indimellem. Og så har vi slet ikke talt om hele “holdninger og politik”-kategorien, hvor man finder alt det, de “almindelige” medier ikke vil komme i nærheden af (måske for at please *deres* annoncører?).

Den idé, at det er de øverste få procent der driver forretningen, er den samme som er ved at slå de traditionelle medier ihjel. Alle aviser i verden halser efter deres egen version af “clickbait”, på jagt efter den eftertragtede popularitet, og overser imens at de, som aviser, har troværdighed som deres primære “value proposition”. Hver eneste gang et medie kompromitterer sin troværdighed for at nærme sig annoncørerne reducerer man selve den værdi, man sælger til de samme annoncører. De “page views”, annoncørerne køber, dem får man som resultat af en eller anden form for troværdighed. I avisernes tilfælde er det journalistik.

De sensationelle overskrifter virker kun så længe læserne i det store hele tror på, at det ikke er trukket ud af røven. Hvis det alligevel er fri fantasi, kan man få det fra en hvilkensomhelst blogger.

deadpool-colossus-negasonic

Den slags troværdighed opbygges hovedsageligt over tid og i den “lange hale”. I Youtube’s tilfælde kommer troværdigheden fra, at man ved man kan finde det, man er interesseret i, uanset hvad det er. Denne troværdighed kan lide ikke-triviel skade, hvis vi begynder at se vores profanitets-fyldte filmanmeldelser og penis-formede grøntsagsvideoer stille og roligt forsvinde.

Folk vil ikke fortsætte med at flokkes til en platform fyldt med annoncør-venligt indhold og intet andet.

Dér, det er hvad der går for “en lille hurtig én” efter mine standarder.