Hvad er “The Internet of Things”?

Det er ikke ment som et rent retorisk spørgsmål – for os nørder, blandt hvem der har været talt om dette i mere end et årti, er det måske nok lige så selvforklarende, som det er uundgåeligt, men jeg vil gerne vove den påstand, at der højst sandsynligt er masser af mennesker, der enten aldrig har hørt om det, eller som har, men ikke har nogen ide om, hvad det er, eller hvorfor de skulle interessere sig for det.

Det er så dér, jeg træder ind på scenen for at påpege, at det kommer til at betyde en hel del for netop dig, så det er nok bedst, hvis du har i hvert fald en ide om, hvad det er, hvad det gør, og hvad det burde gøre – og for at tilbyde et sted at starte med disse ting.

Så, for det første: Hvorfor skulle det interessere dig? 

internet-of-things-crp

Fordi Edward Snowden. OK, så det er måske ikke ligefrem subtilt, men det er en mindre frivol parallel, end man måske skulle tro.

For grunden til, at den halve verden pludeslig lærte denne mands navn at kende, er, at han mere end nogen andre har formået at få os til at forstå, i generel, men konkret forstand, hvor megen information om os, der findes ude i cyberspace, og hvor utrolig lidt vi ved om, hvem der har den, hvem der har adgang til den, og hvad den kan – og må – bruges til. Den menneskelige verden projicerer et temmelig detaljeret billede af sig selv ind i cyberspace.

Hvad “the Internet of Things”, eller IoT, betyder er, at det gør maskinernes verden også. Hvad det betyder er, at de fleste, om ikke alle, ting snart vil have en internetforbindelse, præcis som de fleste, om ikke alle, mennesker har det i (de rigere dele af) verden i dag – og præcis som med menneskerne vil maskinernes placering, handlinger og tilstande være tilgængelige ude i cyberspace; der er nogen, der kan gøre etellerandet med dem. Den slags ting bør du, som borger i denne moderne verden, interessere dig for, om ikke andet bare en lille smule.

Men Tingenes Internet handler ikke primært om overvågning, selvom en del af det i praksis vil være, at ikke bare vi selv, men også vores ejendele, efterlader omfattende online-aftryk hinsides vores egen kontrol eller viden. Hvad det primært handler om, som det er lige nu, er at give relativt simple apparater evnen til at afrapportere, hvad de laver, til computere et eller andet sted ude på nettet.

Blandt tidlige IoT-produkter finder vi sådanne ting som “Nest“-termostaten, og der er selvfølgelig også “Brad, the needy toaster“, som er på en slags Facebook for brødristere, som du ikke ved noget om (fordi du ikke er en brødrister), og sælger sig selv hvis den føler sig overset af sin nuværende ejer.

Brad er selvfølgelig mere et kunstnerisk projekt, som skal få dig til at tænke over en verden, hvor dine ejendele har deres egne, digitale dagsordener – men det er også genialt.

Fordi dette er sådan et ungt fænomen er der en del IoT-projekter, der hægter sig fast på denne ide om data-rapportering, og opfatter det hele som en ansamling af kilder til Big Data – læs for eksempel denne historie om, hvordan IoT skaber “…New $$$ Opportunities”, eller denne, med titlen “Maskiner + data = øget konkurrenceevne”.
Det er interessant, at denne synsvinkel på IoT tilsyneladende fuldstændig overser, at der indgår brugere på noget niveau af projektet – bemærk, hvordan ingen af de to artikler med ét ord nævner, hvad fordelene skulle være for kunderne (selv denne artikel, som ellers ikke specielt handler om monetiseringen af IoT, nævner det nærmest i forbifarten). I længden er det nok ikke nogen særlig holdbar måde at betragte fænomenet på, hvis du spørger mig, især fordi hele idéen om et Tingenes Internet afhænger af, at folk, altså disse kunder/forbrugere, køber og installerer disse internet-forstærkede dimser, i mange tilfælde som erstatning for dimser, folk allerede har, og som – set fra deres synspunkt – virker fint og ikke lider under nogen mangel på internet-forbundet-hed. Dette virker som et godt tidspunkt at sige noget om, hvad IoT burde gøre.

Det, et “utopisk”, eller “best case scenario”, Tingenes Internet bør gøre, i teorien, er at berige hverdags-objekter med computer-kræfter, placeret et sted ude i skyen/netværket/hvor det nu er, og dermed så at sige give dem superkræfter, til gavn og glæde, ikke bare for et smart firmas bundlinie, men for brugerne, for industrierne og erhvervslivet, endda for verden som sådan.

For eksempel udgør netværks-forbundne installationer rygraden i det såkaldte “Smart Grid“, én af de mest nødvendige forbedringer, energi-infrastrukturen har brug for i den nærmeste fremtid – relativt simple apparater, som termostater, sikringsbokse og selv stikkontakter m.m., som hver for sig aldrig vil kunne blive særlig “intelligente”, kan ændre den måde vi forbruger energi på, hvis de er forbundet. Ikke nogen ringe ide, efter min beskedne mening.

Og hvis vi nogensinde får disse selvkørende transportmidler – som ikke bør kaldes “biler”, for der bliver tale om en helt ny kategori af befordring – så bliver de næsten helt sikkert proppet med IoT-apparater, ligesom de bliver afhængige af utallige andre “smarte objekter”, spredt ud over landskabet/by-skabet omkring dem.

Det er den slags ting, Tingenes Internet burde være til for, og det er i disse termer, vi burde tale om det – snarere end blot om, hvordan man hurtigst muligt laver penge på indsamling af big data (som jeg antyder i min artikel om emnet er det muligvis ikke særlig troværdigt, og i hvert fald ikke så nemt, som det sommetider antydes), bør vi tale om at berige vores liv og verden, at tilvejebringe øget værdi med vores projekter, for brugerne såvel som for vores forretning.

Tingenes Internet kan blive lige så meget en “game changer” som internettet selv var vist sig at være, hvis vi gør det rigtigt. Hvis ikke, kan denne lovende teknologi ende med blot at være endnu et af den første verdens irritationsmomenter.

Jeg ved godt, hvilken side, jeg er på.