Værktøj, assistent, eller… hvad?
Vidste du, at din smartphone er en computer, der er mere end ti gange hurtigere end 70’er-supercomputeren Cray-1 til 9 millioner dollars? Vi har science-fiction-computere i lommerne, bogstaveligt talt – for mindre end en generation siden troede forfatterne, at computere med denne kapacitet ville være klogere end mennesker.
Rent bortset fra, at dette er über-sejt – især hvis man er lidt af en nørd, som mig – så betyder dette også, at den samtale, vi kan have, om hvad vi skal bruge al denne computerkraft til, virkelig kan begynde at blive interessant.
Jeg vil gerne bruge et par hundrede ord på at adressere nogle aspekter af den, set fra et menneske-centreret synspunkt – før vores robot-overlords beslutter, at vi er forældede, og purérer os og bruger os som kølevæske…
Du har måske hørt, at tidens buzz-begreb er “mobile first” – åbenbart er det nødvendigt for virksomheder at minde sig selv om, at deres brugere bruger smartphones til en masse opgaver, der tidligere var af “sidde ved en computer med et keyboard”-typen, hvilket egentlig er lidt underligt, i betragtning af at alle, der arbejder i disse virksomheder, selv gør sådan. Hvad der imidlertid er underligere er, at fortolkningen af dette i vidt omfang er begrænset til, at man skal designe responsivt og til touch, selvom der også stadig er millioner af “almindelige” computerbrugere (ofte de samme mennesker, bare på et andet tidspunkt), så lad os lige sikre os, at vi ikke ødelægger deres brugeroplevelse undervejs, ikke?
Det er dog mere væsentligt, at “mobil” i dag, som antydet oppe i intro’en, drejer sig om en hel masse mere end “lille skærm og intet keyboard”, og derfor kan vi adressere en helt ny gruppe spørgsmål, hvoraf et af de mest interessant er: “Hvad er en computer for en slags ting?” – eller noget i den retning. I betydningen, er en computer et værktøj? Er det multifunktions-apparat? Eller en assistent?
Nå vi begynder at stirre ind i den verden, hvor de potentielle svar på disse spørgsmål findes, bliver tingene super-interessante meget hurtigt – som f.eks., hvis computere er værktøjer, hvad så? Altså, et værktøj er jo noget, man rækker ud efter til at løse en specifik opgave, det specifikt er lavet til at løse, som regel et trin i en større sammenhæng (d.v.s. en skruetrækker ‘er ligeglad med’, hvilken større sammenhæng skruerne indgår i, hvilken slags maskine man bygger etc. – den skruer bare). Man kan godt få multi-værktøjer, men så er det som regel stadig inden for nogle rammer; man finder sjældent sy-grej og automobil-værktøj i samme instrument.
Denne tolkning er interessant vis-a-vis de nuværende tendenser inden for wearables; hvis det er et værktøj, og derfor opgavespecifikt, hvordan passer tag-på-barheden så ind? Eller, hvis det er meningen man skal have det på hele tiden, er “værktøj” så den rette tolkningsmodel?
På samme måde opstår der nye spørgsmål, hvis vi ser på computeren som et multifunktions-apparat – for eksempel, hvor mange multi-apparater er der egentlig, som er blevet til noget, på forbruger-niveau? Vi har tænkt i multifunktionalitet, så længe vi har tænkt i design, men det eneste multi-møbel, der kan kaldes en bredere succes, er sovesofaen. I køkkenet ser vi lidt flere succes’er, men disse multi-maskiner minder faktisk mere om værktøjer; tænk “håndmixer med tre forskellige piskeris-ting”. De maskiner, der fatter bredere, er stadig begrænset i udbredelse; det er snedigt nok med en løghakker til stavblenderen, men så er det alligevel nemmere at bruge en kniv (især m.h.t. opvask).
Det kunne se ud til, at multifunktionalitet handler om mere end blot at have flere funktioner.
Og så er der det med assistenten – det er et lovende område, men også ét, der præsenterer os for nogle temmelig interessante udfordringer. For eksempel: Den slags daglige opgaver, vi ville forvente at få hjælp af vores computer til – aftaler, lister og den slags ting – virker, som om de er simple, og mest er følsomme over for glemsomhed, men når en computer skal hjælpe med dem, bliver de følsomme over for ting som tidszoner, batteri-levetider, programmerings-logik, kommunikations-protokoller og andet high-level-halløj, der pludselig har betydning for, om du har en liste over ingredienserne til bouillabaise, når du skal bruge den. Hvis man gerne vil have sin digitale assistent til bare lige at slukke lyset, hvis man glemmer det før man går på arbejde, så skal man til at sætte sig ind i, hvad ITTT-statements er for noget, og tage en hel søndag ud sammen med familien til at sætte det op. Og så skal det opdateres, hver gang nogen ændrer vaner, eller man skifter en mobil eller en tablet ud. Eller efterhånden som årstiderne skifter.
Så kan det godt forekomme én, at det måske alligevel var nemmere bare at tage en blyant og skrive en indkøbsliste, eller en seddel med “HUSK SLUK LYS PÅ BADEVÆR.” til at hænge op ved siden af hoveddøren.
Dertil kommer spørgsmålet om, hvem assistenten arbejder for. Prøv engang, som et tankeeksperiment, at forestille dig, du hyrer en “rigtig” assistent, altså et menneske, til jobbet – hvordan ville du have det, hvis du fandt ud af, at nogle andre betalte din assistent for at få dig til at bruge deres forretning? En restaurant-kæde, for eksempel, der fik ham til at minde dig om din kaffetørst eller frokostsult, hver gang I lige tilfældigvis passerede ét af deres etablissementer – ville du være OK med det?
“Jaja”, siger du måske, “- så længe jeg får rabat!” – men andre ville fyre assistenten på stedet; han blev jo betalt for at arbejde for dig, ikke for at fifle sig ned i din tegnebog på andres vegne. Dette har ret stor betydning i forhold til digitale assistenter – selv nu kan du blive lukket inde i en filter-boble, bare fordi du bruger Google; søgemaskinen hjælper dig med at finde rundt på nettet, men der er også andre aktører involveret ud over dig. Siri virker kun med Apple-godkendte udbydere, og Cortana er afhængig af, hvem Microsoft kan enes med, og så videre. Der er potentiale for interessekonflikter, og dette må nødvendigvis være en del af samtalen.
Du vil bemærke, at jeg ikke prøver at give svarene på disse spørgsmål – det er fordi de specifikke svar skal findes i de specifikke tilfælde, og i den reelle kontekst. Men det er vigtigt altid at stille dem – at undersøge præmisserne, tage deres meritter i betragtning, og se på konsekvenserne af alle mulige forskellige svar.
Det var alt for nu – kom bare an-ton, robot overlords.
“- har du ikke bare vildt meget lyst til lidt lækker McDonalds-mad, chef…?”
