Selvkørende biler – hvad nu?


Share on LinkedInShare on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someone

Ja, OK, det får det til at lyde som om vi står ved en korsvej – det er mere en løbende proces, der er igang. Men der er sket en masse ting, siden jeg sidst skrev om autonome køretøjer (eller AV’er – “autonomous vehicles”) for et par år siden. Jeg har også haft en masse interessante samtaler med forskellige vældig interessante og vidende mennesker. Jeg tænkte, at jeg ville samle nogle af mine tanker, info m.m. fra den senere tid, som du så i øvrigt kan gøre med hvad du vil. 

Lad os starte med at se på det store spørgsmål: Hvornår? 

Hvornår kommer vi til at se førerløse biler på vejene som andet end et eksperiment? 

google-self-driving-car

Faktisk er vi der allerede, på en måde; den seneste version af Teslas autopilot gør essentielt bilen selvkørende. Der er også kørt en ganske vist eksperimentel, men “rigtig” tur med den selvkørende Otto-lastbil (den leverede øl, selvfølgelig, fordi vi befinder os stadig i Silicon Valley’s “frat-bro”-kultur)

Men for os normale mennesker, hvornår kan vi forvente at træffe en selvkørende bil eller køre i én? 

Jury’en voterer stadig; nogen siger 4-5 år, andre 10 år eller mere. Teknologien er her nok mere eller mindre, selvom dette ofte behandles som et teknisk spørgsmål. Der skal stadig øves en hel masse – ja, robotter skal øve sig; det er sådan man programmerer komplekse ting – og der er også stadig svage områder, som at køre på dårligt afmærkede veje eller under mærkelige lys-betingelser, men i det store hele kan vi bygge en maskine der kan gøre selv. 

Udfordringen er ikke så meget teknisk. Den handler om interaktion. 

Før vi går ind i hvad det betyder, skal vi lige blive enige om noget, nemlig at vi stadig ønsker at have en verden for mennesker, hvor maskiner gør vores liv bedre. Ikke en verden hvor mennesker gør livet nemmere for maskinerne. Med andre ord, vi ønsker ikke at den menneskelige verden skal laves grundlæggende om for de selvkørende bilers skyld; de skal arbejde for os, ikke omvendt. 

Det betyder ikke, at vi ikke skal opføre os ansvarligt i trafikken. Men det betyder, at “bruger-fejl” ikke kan være standard-reaktionen hvis noget går galt. Det accepterer jeg ikke engang på min laptop, og det går i hvert fald slet ikke, når vi taler om flere tusind kilo metal og batterier, der kommer drønende ned ad vejen. Som fodgænger eller cyklist er jeg heller ikke “bruger” af den selvkørende bil på nogen meningsfuld måde – man kan ikke bare give mig skylden pr. automatik, heller ikke selvom maskinen er programmeret til at overholde reglerne, og jeg brød dem. Det er ikke acceptabelt fra et menneskeligt synspunkt. 

“Hvorfor ikke?”, hører jeg dig spørge – og det er et godt spørgsmål. 

Fordi autonome biler vil redde liv. At indføre og udbrede dem er helt sikkert en god ting, og noget vi skal stræbe efter.

– husker du…?

“Nu er du vist forvirret, JW – det er jo et argument for det modsatte; vi bør bøje os for maskinerne for at redde liv”, svarer du så. Du har tydeligvis ikke set “I, robot”.

Men altså, folk kan være enige eller uenige, men sagen er, at vi ikke får AV’er på den måde. Dette er ikke som at introducere smartphone’en; at få erstattet en betydelig del af verdens 1.5 milliarder biler med AV’er kommer til at kræve én ting i særdeleshed – og det er dén ting næsten ingen taler om i denne sammenhæng. 

Det kommer til at kræve efterspørgsel fra den almene befolkning. 

Vi – alle de helt almindelige mennesker i verden – bliver nødt til at insistere på, at vi ønsker disse dejlige, trafiksikkerheds-forøgende, bil-ejerskabs-eliminerende, energi-besparende, belejlige AV’er, før hellere end senere. 

Kan du huske min artikel om pull-markedsføring? Sådan noget som dette kommer til at kræve den vildeste pull, du kan forestille dig. 

Vi har faktisk et vist sammenlignings-grundlag her, endda inden for samme sektor: El-biler. Vi er i el-bilernes gyldne æra – men selvom de er bedre og mere sikre, og selvom den energi de kører på kun vil blive billigere og mere miljøvenlig (i modsætning til brændstof til almindelige biler) så er de stadig massivt i undertal, selv hvis vi medregner hybrider. De firmaer der laver dem pusher dem hårdt, men uden for “first mover”-segmentet er der bare ikke særlig stor efterspørgsel. Og det er mest af irrationelle årsager, fordi sådan fungerer mennesker nu engang. 


som tommelfingerregel er 80% af en købsbeslutning af emotionel natur. Også: Det er oftest kvinder, der står for beslutningen om at købe bil, og de lader sig ikke så nemt imponere af funktioner og teknologi


Husk på, at “irrationel” ikke nødvendigvis betyder “dårlig”, på samme måde som “objektivt” ikke af sig selv er “godt”. Vi kan prøve at skabe interesse for selvkørende biler ved at lægge vægt på statistikkerne; de fleste kilder er enige om, at det vil reducere antallet af døde i trafikken drastisk, hvis vi kan slippe af med menneskelige chauffører. Der er bare det, at for mange os kan dén slags viden måske nok få os til at advokere for AV’er generelt, men det er ikke det samme som at vi selv ville købe én. Der er stor emotionel forskel på dødsfald som en statistisk størrelse, og så at overlade det fulde ansvar for sit eget og sine elskedes liv til én af disse maskiner. 

Det dér spørgsmål om interaktion, jeg var inde på? Det står og falder med tillid. 

På visse måder er vi vildt teknologisk umodne. Vi har ikke engang en grundforståelse af tillid i forhold til de maskiner vi har nu – folk stoler på den ene side aaaaalt for meget på deres smartphone eller på Facebook-app’en, men på den anden side, én artikel om webcam-hacking, og vi sætter tape over computerens webcam i resten af vores liv. Ikke-nørdede brugere svinger mellem godtroende at klikke på hvad som helst, og at ryste i bukserne af skræk over at åbne en email. I mange tilfælde er vi ikke engang opmærksomme på, at tillid er i spil, fordi vi ikke har skyggen af idé om, hvilken aktør-rolle maskinen spiller. 

Denne aktør-rolle bliver imidlertid hvinende åbenlys for enhver, i samme øjeblik de ser at det nu er en computer, der kører bilen. Ingen vil undgå at lægge mærke til, at denne maskine nu står for at træffe beslutninger, man normalt har truffet selv – og ingen kan undgå at erkende, at der er tale om seriøst betydningsfulde beslutninger. 

Folk har det også med at blive abrupt opmærksomme på den slags, når de ser en bil uden nogen bag rattet komme hen imod dem. 

(det er også her spørgsmålet om skyld, ansvar m.m. kommer ind i billedet, når en ulykke alligevel sker, hvilket de stadig vil. Det er så stort et emne, at jeg tænker at give det sin egen artikel på et tidspunkt. Mind mig lige om det hvis jeg glemmer det)

Der bliver selvfølgelig arbejdet på sagen – som Co.Design udtrykker det i artiklen for enden af det sidste link dér, så er det et designproblem, hvis folk er bange for førerløse biler. Personligt synes jeg dog der er for lidt opmærksomhed på, at dette formentlig er selvkørende bilers største design-udfordring. 

Hvad synes du? 

Selv når kameraet ruller går tingene ikke altid efter planen…