Talkback: Hvad adfærd i virkeligheden kan
I lyset af, hvor jeg generelt står omkring ting, og min fokus på brugerforståelse, de menneske-centrerede aspekter af design-tænkning, og professionel empati, er det nok ikke nogen særlig stor overraskelse, at jeg interesserer mig vældigt for adfærdsøkonomi.
Derfor synes jeg, at denne video af Dan Ariely – professor i psykologi og adfærdsøkonomi ved Duke University, og leder af “Center for Avanceret Bagklogskab” (det bedste navn i verden til et akademisk center, måske lige bortset fra “Energetic Materials Research & Testing Center”, men kun fordi jeg ved, det betyder sprængstoffer) – er helt fantastisk, og et absolut “must-watch” for enhver, der deler disse interesser, professionelt eller i øvrigt:
Det fremgår sikkert af den overstrømmende indledning, at jeg ikke har tænkt mig at modsige Ariely – men der er noget, jeg gerne vil tilføje til emnet.
Noget, jeg finder rigtig vigtigt, og som ikke bare han, men også alle andre kapaciteter på området, jeg har hørt eller læst, glemmer at nævne. For et par uger siden blev Copenhagen Behavioural Economics Network lanceret, og der var et fremragende oplæg af Ed Gardiner, som ikke nævnte det, ingen af de andre talere nævnte det, og jeg har heller ikke hørt noget om det fra de dygtige folk ved “INudgeYou” – der er selvfølgelig det forbehold, at jeg ikke på nogen måde er bare i nærheden af at have læst alt, hvad alle har skrevet om emnet, men det, jeg skal til at pege på, er så vigtigt, at det burde dukke op med en vis hyppighed.
Hvad der mangler er en forståelse for, hvilke iboende kræfter i vores adfærd, der gør, at ting som nudging virker.
Vi ved, at folk har tendens til at vælge standard-indstillinger, og derfor behøver vi bare at gøre vores standard-indstilling til noget, vi gerne vil have, og så har vi reelt manipuleret folk til at gøre, hvad vi vil, uden de er klar over det, ikke?
Well – jo, som sagt har jeg ingen planer om at modsige dette, men der er mere i det. Heldigvis, kunne man være fristet til at sige; rigtig mange mennesker har det med at blive utilpas, når vi taler om det her – ubehaget i et rum fyldt med mennesker, der netop har fået at vide, at nudging kan få dem til at ændre adfærd på betydningsfuld måde, uden de er klar over det, er til at tage og føle på. Men jeg tror, de fleste ville have det noget bedre, hvis vi sagde noget om, hvad det er, på et mere personligt plan, der gør, at disse ting virker – så skal vi ikke gøre det?
Det handler om den beslutning, man nudger folk til at tage, og Dan’s organ-donations-case – som er et berømt eksempel på et virkningsfuldt nudge – er et godt eksempel. Grunden til, at “opt-in”-versionen fungerer så skidt er, at dette er den beslutning, man planter i folks sind:
skal en fremmed have lov at skære mig op og tage ting ud, når jeg er død?
I den anden udgave, “opt-out”-modellen, er det derimod en helt anden beslutning:
vil jeg sige nej til en syg, sandsynligvis døende person, der har brug for et organ, jeg ikke skal bruge mere?
Så grunden til, at tallene falder, som de gør, er at en masse mennesker finder ud af at navigere den meget smalle sti mellem egoisme og interesse for egne følelser (“Ad, skal jeg skæres i…?”), og generøsitet, eller i det mindste ikke at være en nar over for vores medmennesker, og afviser “nå, du har brug for en nyre, og jeg har en, jeg ikke bruger? Fis af, grønært”-udgaven i stor stil.
det billede bruge jeg også, sidst jeg skrev om nudging, men det bliver det jo ikke mindre sjovt af… vel?
Med andre ord: Set med det rette blik behøver et virksomt nudge ikke at være et tilfælde af, at nogen med held har manipuleret med fåreflokkens primitive og naive hjerner, men kan i stedet være en netto-sejr for alle, takket være det faktum, at de fleste mennesker træffer gode beslutninger med et minimum af hjælp.
Alt dette har selvfølgelig en del at gøre med, hvilken slags nudge vi er ude i – men det er faktisk en del af styrken ved det mindset, jeg foreslår; potentialet for en positiv vinkling bliver mere udtalt med vigtigheden af adfærden.
Hvis vi for eksempel har et nudge, der diskret lister os i retning af trappen, i stedet for elevatoren, eller blidt minder os om at smide skrald i skraldespanden og ikke på jorden, så er der nok ikke særligt høj-niveau-beslutninger inde i billedet – man kunne måske endda sige, at den slags nudges hælder mere i retning af “manipulation”-enden af skalaen, men hva fa’en, ikke? Det er jo ikke fordi der er store beslutninger i spil (bortset fra sundhed og hygiejne – men du forstår nok, hvad jeg mener med “store” i denne sammenhæng).
Men hvis der, på den anden side, er tale om at bruge vores viden om ting som default-indstillinger m.m. i forbindelse med høj-niveau-beslutninger – som organ-donation, skattebetaling, eller velgørenhed, for eksempel – så er der faktisk en god chance for, at disse nudges virker, ikke ved at appellere til vores laveste instinkter (en gængs misforståelse er, at “standard-indstillinger”-effekten har at gøre med dovenskab, men det er fuldstændig ved siden af i langt de fleste tilfælde), men ved at gøre det nemmere for det bedste i os at sætte sig igennem.
Tro ikke, jeg ikke ved, hvordan dette lyder (se billede) – men det er faktisk med vilje. Ved at træffe bevidste valg om, hvordan vi synes, den viden, vi indhenter, og de værktøjer, vi bruger den til at skabe, skal se ud og fungere, gør vi en forskel i, hvordan de bliver oplevet og brugt. Som specialister i adfærd bør vi være de første til at forstå dette.
Det skal understreges, at ingen af disse meget seriøse forskere og eksperter nogensinde, så vidt jeg ved, har pushet i retning af nogen “manipulation af naive abekatte”-dagsorden i deres arbejde, og mange – blandt dem Cass Sunstein, der godt kan kaldes “the father of the nudge”, som understregede dette i en samtale efter hans foredrag på CBS i København for nogle måneder siden – tager det dybt alvorligt, hvad deres metoder kan bruges, og ikke mindst misbruges, til.
Men jeg synes alligevel godt, vi kan være mere udadvendte omkring, hvilken retning, vi ønsker tingene skal gå i. Sådan bare for at puffe lidt til dem, ikkesandt…?